Sardinien nord

Sardinien nord

13 september - 24 september 2012
Kursusleder
Torben Egeris, forstander
Lotte Arnsbjerg, skuespiller, sanger, coach
20837499

Kontaktadresse
Højskolen Snoghøj
Højskolevej 9
7000 Fredericia
76241530

Pris
Højskolepris 3.200 kr.
Rejsepris: 8.200 kr.
inkl. hotel, transport, entreer, guider
og halvpension.
Enkeltværelses tillæg
900 kr.

TILDMELDING
kursusnr: 217

Det er sensommer og klimaet er fantastisk på Sardinien. Vi skal ud på en eventyrlig rejse, hvor vi skal forkæle alle vore sanser.
6000 års historie har formet denne fantastiske ø som ligger tættere på Afrika end på fastlandet Italien. Kulturer fra Tunesien, Spanien og Italien er mixet sammen til en spændende mangfoldighed af arkitektur, kunst og mad og drikke. Her er en enestående natur med høje grønne bjerge og hvide bounty strande, laguner med grotter og Italiensk /Catalanske byer med smalle gader og stor charme.
Du er på højskolen fra torsdag til mandag. Her bruger vi tiden på at høre foredrag om den lange brogede historie fra Nuraghe folket til den selvstyrende ø Sardinien.Vi skal se billeder fra området, høre historier, musik og lave sardisk mad med tilhørende vin. Dagene på højskolen byder på morgensamling med sang, undervisning i Italiensk, foredrag, udflugter og aftenarrangementer.
Vi tager til det nordlige Sardinien og slår os ned i 2 vidunderlige byer: Porto San Paolo på østkysten og dernæst Alghero på vestkysten.Porto San Paolo er en idyllisk badeby på smaragdkysten med en enestående strand og pittoresk lilleby atmosfære. Alghero, som også kaldes lille Barcelona, har alt hvad vi måtte ønske os: enestående beliggenhed i en bugt på Koralkysten, hvide sandstrande, smukke gamle huse og stræder, en levende havn, skønne restauranter og et pulserende forretningsliv. Vi er blot 200 km nord for Tunesien så vejret er varmt og solrigt og havet er en gave med det smaragd farvede vand. De 2 hoteller ligger begge ved kysten og har gode værelser med bad.
Mandag
Vi tager med bus til Billund og flyver de 2 timer til Alghero, hvor vi lander kl. 13.00. Vi tager busturen tværs over øen og ankommer i Porto San Paolo ved halv fire tiden. Undervejs spiser vi dejlig frokost på en udsøgt restaurant. Hotellet ligger et stenkast fra stranden, så mange af os starter opholdet med en forfriskende dukkert i havet.
Tirsdag
Efter morgenmaden tager vi på en sejltur til den nærliggende ø Isola Tavolara, som verdens mindste kongerige. Om eftermiddagen tager vi på bustur i omegnen og skal også se rigmandsbyen Porto Cervo som ligger i det berømte Costa Smeralda.
Onsdag
Vi står op og tager nord på hvor vi skal på en enestående ø hop sejltur i Madalena øriget. Vi skal besøge byen San Madalena og spise frokost ved de smukkeste uberørte strande. Her skal vi også bade og nyde solen.
Torsdag
I dag skal vi sydpå. Vi bruger en times kørsel for at komme til Nuoro, hovedstaden i det oprindelige og bjergrige Sardinien. Her skal vi se klædedragter og masker og gamle sardiske traditioner. Vi fortsætter til byen Orgosolo for at se på de berømte husmalerier. Så skal vi opleve en original hyrde frokost i bjergene med sang, dans og musik samt enestående mad og udsigt.
Fredag
Efter morgenmaden kører vi til den særegne borg Castelsardo på nordkysten, hvor vi også lige skal se den sjove Elefant klippe. Herefter kører vi til vores andet hotel i Alghero. Der er Skt. Michaels fest i byen hele weekenden med et overflødighedshorn af arrangementer.
Lørdag
Vi sejler ud og ser neptungrotterne om formiddagen og har så fri resten af eftermiddagen til indkøb eller strandhygge. Om aftenen ser vi på en af de mange arrangementer ved Skt. Michaels festen.
Søndag
Vi kører ad den smukke vej til Bosa. Efter et ophold her tager vi ud til nordøens største nuraghe i Torralba. På hjemturen besøger vi den sagnomspundne kirke Saccargia. Om aftenen mødes vi til afslutningsarrangement på hotellets tagterasse.
Mandag
Vi skal tidlig op og med flyet kl. 7.00. Vi regner med at være i Snoghøj kl. 10.30
Aftenarrangementer på højskolen
• Højskolen Snoghøjs historie, foredrag ved højskoleforstander Torben Egeris
• Koncert med sangeren og guitaristen Martin Preisler
• Italiensk film aften
• Højskolesangbogen på kryds og tværs
Betagende natur og kultur på Nordsardinien